Afbrændingsforbud

En helt ekstraordinær tørke har for alvor ramt hele Nordjylland denne sommer. På den baggrund er der opstået en helt ekstra ordinær brandfare ude i sommerlandet, som Nordjyllands Beredskab ønsker at imødegå.

Indtil nu har vi informeret om brandfaren igennem vores ”Brandsikker Sommer” kampagne, der har været lanceret igennem alle nordjyske medier, www.nobr.dk, Twitter og Facebook.

De seneste 2 måneder har Nordjyllands Beredskab haft udkald til mere end 80 naturbrande, der dækker over alt fra mindre beplantninger, hække, græsarealer, marker mv. Vi vurderer nu, at risikoen for brandspredning til klitplantager, bygninger mv. er blevet så stor, at der indføres afbrændingsforbud.

Der udstedes derfor afbrændingsforbud i medfør af § 5 i bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder m.v. med ikrafttrædelse den 04.07.2018 kl. 12.00.

Forbuddet gælder enhver brug/afbrænding af:

  • Ukrudtsbrænder
  • Bål
  • Brug af kulgrill, herunder engangsgrill
  • Åben ild på offentlige naturområder med vegetation
  • Halm, halmstakke og lign. der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
  • Haveaffald
  • Affald fra skovbrug

Under forudsætning af konstant opsyn og egnede slukningsmidler i umiddelbar nærhed omfatter forbuddet IKKE følgende:

  • Brug af gasgrill, trangia og lign. på fast og ikke-brændbart underlag på egen ejendom, ved sommerhuse, campingpladser, feriecentre og restauranter.
  • Erhvervsmæssig håndtering af arbejde jævnfør reglerne for varmt arbejde, og som ikke er en del af ovenstående.

Ingen dispensationer

Der gives ikke dispensationer fra ovenstående forbud

Vi opfordrer desuden til almindelig forsigtighed

  • Parker aldrig bilen i højt græs (katalysatoren kan antænde brand)
  • Smid aldrig cigaret skodder fra dig i naturen
  • Efterlad aldrig flasker mv. i naturen. (Virker som brændglas og kan antænde en brand)
  • Smid aldrig aske i naturen (kan indeholde gløder meget længe efter brug)

Forbuddet gældende for 11 nordjyske kommuner:

Mariagerfjord Kommune

Thisted Kommune

Hjørring Kommune

Rebild Kommune

Aalborg Kommune

Brønderslev Kommune

Vesthimmerland Kommune

Jammerbugt Kommune

Frederikshavn Kommune

Morsø Kommune

Læsø Kommune

 

 

Nordjyllands Beredskab følger situationen dag for dag, og ophæver forbuddet hurtigst muligt.